Gud elsker katte!
Gud elsker katte!
Min mor bor i Norge, og har en kat, som hun har klaget meget over. Den var en misrygtet kat, som hun havde forbarmet sig over, og havde taget med hjem fra et kattepensionat. Den var meget sky, og blev væk fra huset i længere perioder af gangen. Hvis den var i huset, undgik den kontakt med mennesker - og ville fx ikke ligge på skødet eller tages op uden at den blev aggressiv. Man kunne ikke engang kæle for den. En rigtig øv-kat! Men det gik nu engang sådan at vi var på besøg hos hende i Norge, hvor katten havde en af sine hjemmeperioder. Min mor havde haft katten i et par år på dette tidspunkt. Vi havde vores børn med, og de prøvede selvfølgelig at få kontakt til katten for at kæle og lege med den - men den gik ikke. Den var stadigvæk aggressiv og sky. Men så en morgen sad jeg og nød det dejlige vejr ude på teressen med en kop kaffe, da jeg så katten komme spankulerende forbi. Da kom der noget over mig, og jeg kiggede fast på katten og sagde: "I Jesu navn befaler jeg dig, kat, at blive helt normal igen!", imens katten spankulerede forbi ind i stuen uden at tage besynderlig meget notits af det. Da vi sad inde i stuen lidt senere og snakkede om løst og fast, kom katten ind i stuen hvor vi sad. Og så hoppede den op i mit skød, og lagde sig ned og ville kæles for! Samtalen stoppede. Min mor så forbavset på mig og sagde, at det der gjorde den aldrig! Men det startede den med den dag! Og fra den dag blev den normal igen, og min mor ringede nogle måneder efter vi var taget hjem, og sagde spontant "...og så er katten blevet helt normal! Den spinder og vil kæles for, og er ikke sky mere" Gud elsker katte! - Arnbjørn |